REGERINGEN VIL FORBYDE TRAWLFISKERI På FEM SåRBARE REV

Regeringen er klar med et lovforslag, der skal forbyde fiskeri med bundslæbende redskaber i fem danske revområder i Nordsøen og Skagerrak.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Jacob Jensen (V), som er minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, udtaler i pressemeddelelsen, at der er flere eksempler på udenlandske bomtrawlere, der er blevet pågrebet i at overtræde fiskerireglerne.

- Vi skal understøtte fiskeriet i en fortsat mere bæredygtig retning, og vi har pligt til at tage vare på vores farvande og havnatur, så vi kan overdrage havet i en tilstand, hvor kommende generationer også kan benytte og have glæde havets ressourcer.

De fem sårbare revområder, hvor trawlfiskeri står til at forbydes, er Lønstrup Rødgrund, Thyborøn Stenvolde, Jyske Rev, Store Rev og Gule Rev.

Alle fem er en del af Natura 2000, som er en betegnelse for et netværk af beskyttede områder i EU.

Områderne skal bevare og beskytte naturtyper og vilde dyre- og plantearter, som er sjældne, truede eller karakteristiske for EU-landene, står der på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Hos Danmarks Fiskeriforening tager man godt mod udmeldingen fra fiskeriministeren.

- Vi er tilfredse med, at vi nu får beskyttet de fem rev. Vi er blevet inddraget løbende i processen, og det viser, at vi i fiskeriet gerne vil være med til at beskytte havet og i øvrigt er klar til at samarbejde, siger foreningens formand, Svend-Erik Andersen, i en kommentar.

Han siger også, at danske fiskere generelt ikke fisker på stenrev med bundslæbende redskaber.

Derfor har forslaget ikke "store konsekvenser" for danske fiskere. Det kan det derimod have for udenlandske fiskere.

- Lukningen forhindrer udenlandske bomtrawlere i at fiske på revene, og det er positivt, siger Svend-Erik Andersen.

Regeringens lovforslag blev sendt til Folketinget i sidste uge, men spørgsmålet har været forhandlet i tre år i EU-regi. Landene med fiskerirettigheder i de fem revområder har godkendt forslaget.

Det skal nu sendes til EU-Kommissionen og omsættes til EU-lovgivning, fremgår det af pressemeddelelse.

Hvis lovforslaget bliver vedtaget, vil forbuddet gælde for alle fiskere - både danske og udenlandske.

Forslaget vil ifølge pressemeddelelsen føre til, at Danmark efterlever EU's habitatdirektiv og bidrager til en bedre miljøtilstand.

/ritzau/

2024-05-06T04:11:30Z dg43tfdfdgfd