KU-STUDERENDES TALERøR OM TELTLEJR: DET ER DERES RET

Studenterrådet, en studenterforening på Københavns Universitet, mener, at det er de studerendes "ret" at vise deres utilfredshed med universitetet ved at slå en teltlejr op.

Det oplyser forperson Andrias Nolsøe Jacobsen i en skriftlig udtalelse.

- Vi i Studenterrådet mener, at det er enhver studerendes ret med fredelige midler at gøre opmærksom på enhver sag, der er relevant for universitetet, det omkringliggende samfund og den verden, vi er en del af, siger Andrias Nolsøe Jacobsen i udtalelsen.

Ifølge Studenterrådets hjemmeside repræsenterer foreningen alle 40.000 studerende på Københavns Universitet.

En gruppe propalæstinensiske personer opstillede tidligere mandag en teltlejr på universitets område som en del af en demonstration imod Israels offensiv i Gaza.

Det er bevægelsen Studerende mod Besættelsen, der står bag.

Emil Nielsen, talsmand for bevægelsen Studerende mod Besættelsen, har sagt til Berlingske, at demonstranterne først vil forlade stedet, når seks krav er blevet opfyldt af Københavns Universitet.

Et af kravene er, at universitetet anerkender og fordømmer det, som de kalder et folkedrab på palæstinensere.

Københavns Universitet har mandag i et opslag på X afvist at have en holdning til den verserende konflikt i Gaza.

Ifølge Ritzaus fotograf er der mellem 50 og 100 personer til stede ved demonstrationen mandag eftermiddag. Det vides ikke, hvor mange af demonstranterne der er studerende på Københavns Universitet.

Studenterforeningen Frit Forum København, der traditionelt henvender sig til socialdemokratiske studerende, tager i et opslag på Facebook "stærkt afstand" fra demonstrationen.

- Vores hjerter græder med alle dem, der lider under og har mistet kære til den forfærdelige krig mellem Israel og Hamas. Vi støtter en tostatsløsning og håber på varig fred mellem to suveræne nationer, der kan sameksistere.

- Men universitetet er hjemsted for fri debat og demokratisk meningsudveksling. Ikke barrikader og besættelser. Vi siger fra overfor amerikanske tilstande på Københavns Universitet, skriver Frit Forum på København.

Hos Konservative Studerende lyder det, at det er "absurde" krav, som demonstranterne stiller.

- Som institution skal universitetet være neutralt for at beholde en legitimitet blandt befolkningen. De skal ikke være politiske smagsdommere i den her konflikt. Det er dybt frustrerende at se studerende agere på den her måde, siger Josefine Paaske, lokalformand for Konservative Studerende i København, til TV 2.

/ritzau/

2024-05-06T14:43:12Z dg43tfdfdgfd