INDIEN AFVENTER OPLYSNINGER FRA CANADA I SAG OM DRæBT SIKHLEDER

Indien vil vente på, at canadisk politi deler flere oplysninger om de tre mænd, der er blevet anholdt i sag om drab på sikhlederen Hardeep Singh Nijjar.

Det har den indiske udenrigsminister, Subrahmanyam Jaishankar, oplyst lørdag dansk tid, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Canadas premierminister, Justin Trudeau, hævdede i september, at Indien var involveret i drabet på sikhlederen Hardeep Singh Nijjar, der fandt sted på canadisk jord i juni.

Indien kaldte senere den anklage for "absurd".

Jaishankar har sagt, at han har set nyheden om anholdelserne. Ifølge ham er de "indiske og tilsyneladende med en form for baggrund i bandemiljøet".

- Vi må vente på, at politiet giver os besked.

- Men, som jeg siger, er en af vores bekymringer, som vi har fortalt dem om, som du ved, at de har tilladt organiseret kriminalitet fra Indien, især Punjab, at finde sted i Canada, siger Jaishankar.

Ministeren uddyber ikke yderligere, hvilken form for bandetilknytning der er tale om.

Fra den indiske højkommissær i Canada, Sanjay Verma, lyder det, at Indien håber på, at canadiske myndigheder med jævne mellemrum vil dele oplysninger om sagen.

Canadisk politi anholdt og sigtede tre mænd fredag. Her lød det, at politiet undersøger, om mændene har forbindelse til regeringen i Indien.

Mændene er alle fra Indien og er henholdsvis 28 år, 22 år og 22 år. De blev anholdt i provinsen Alberta.

Hardeep Singh Nijjar blev dræbt på canadisk jord sidste år.

Siden da er de to lande endt i en diplomatisk strid, og der er blandt andet blevet udvist diplomater fra begge sider.

Hardeep Singh Nijjar blev skudt foran et sikhtempel i den canadiske delstat British Columbia den 18. juni sidste år.

Han var canadisk statsborger og kæmpede for oprettelsen af den selvstændige sikhstat, Khalistan, der skal løsrives fra Indien. Sikhbevægelsens størrelse i Canada har længe vakt frustrationer hos den indiske regering.

Indien har stemplet Nijjar som "terrorist" og beskyldt ham for at lede en militant separatistbevægelse. Det har Nijjars støtter benægtet ifølge det canadiske public service-medie CBC.

/ritzau/

2024-05-05T02:24:03Z dg43tfdfdgfd