ADSKILLIGE FANGET I MURBROKKER EFTER BYGNINGSKOLLAPS I SYDAFRIKA

Adskillige mennesker er mandag fanget i murbrokker i den sydafrikanske by George, efter at en femetagers bygning, som var under opførelse, er kollapset.

22 mennesker er blevet kvæstet, oplyser myndighederne ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Mindst en person har mistet livet, og 47 arbejdere er fanget i resterne af bygningen, oplyser sydafrikansk politi ifølge nyhedsbureauet AFP.

Myndigheder i Western Cape-provinsen på Sydafrikas sydvestkyst udtaler, at der holdes tæt øje med situationen.

- Aktuelt har myndighederne fokus på et redde liv, står der i en udtalelse ifølge Reuters.

- Det er vores topprioritet på nuværende tidspunkt.

Kollapset skete kort efter klokken 14.00 lokal tid, oplyser myndigheder i en meddelelse.

Der var i alt omkring 70 arbejdere til stede.

- Jeg så en fyr, der arbejdede, og så "boom", siger lokalpolitikeren Theresa Jeyi ifølge Reuters til journalister på stedet.

- Så så jeg hele bygningen kollapse, fortsætter hun.

- Jeg er også traumatiseret. Det er meget trist.

Det vides ikke, hvad der har ført til bygningens kollaps.

Arbejdere på stedet forsøgte at få fat i personer der, hvor de kunne høre folk råbe. Det siger borgmester i George Leon van Wyk til det sydafrikanske public service-medie SABC.

Udtalelsen fra borgmesteren kom, mens redningsudstyr fortsat var ved at blive bragt til ulykkesstedet.

George er med et befolkningstal på omkring 160.000 den næststørste by i Western Cape-provinsen.

/ritzau/

2024-05-06T16:14:57Z dg43tfdfdgfd