SKOLE I ESBJERG EVAKUERET GRUNDET BOMBETRUSSEL

Bombehunde vil tirsdag eftermiddag snuse rundt i området ved Fourfeldtskolen Bohr i Esbjerg.

Skolen er tirsdag blevet evakueret, fordi der er modtaget en bombetrussel. Det bekræfter Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Her fremgår det, at politiet klokken 13.49 via alarmcentralen fik en anmeldelse om en bombetrussel på skolen.

For en sikkerheds skyld blev skolen derfor evakueret, og elever blev ført over på en sportsplads øst for skolen. Her er mange af eleverne blevet hentet.

Skolen er afspærret, og bombehunde er blevet tilkaldt for at afsøge området, oplyser politiet klokken 15.41.

Politiet oplyste i første omgang på det sociale medie X, at der var tale om et mistænkeligt forhold.

- Skolen har modtaget besked om mistænkeligt forhold, som gør, at alle elever er ført ud af skolen, mens vi arbejder på stedet.

- Skal man hente børn, foregår det på sportspladsen øst for skolen, skrev politiet kort efter klokken 14.30.

Politiet oplyser, at det vil udsende en pressemeddelelse, når der er nyt i sagen.

Ifølge JydskeVestkysten skrev skolen klokken 14.18 i en besked til forældre på Aula, at der var tale om en bombetrussel. Avisen fik det også bekræftet af sine kilder på skolen.

Fourfeldtskolen Bohr ligger i bydelen Fovrfeldt i det vestlige Esbjerg.

Det fremgår af skolens hjemmeside, at den har lidt over 750 elever fordelt på 33 klasser.

/ritzau/

2024-05-07T12:47:29Z dg43tfdfdgfd