TRODS MøGSAGER FøLER LøKKE IKKE HAN HAR BETALT EN STOR PRIS I POLITIK

Efter snart 40 år som folkevalgt og en række omstridte og dårlige sager gennem tiderne føler Lars Løkke Rasmussen ikke, at han har "betalt en stor pris" for sit politiske virke.

Det siger han i en ny lydbog "Befrielsens pris", som udkommer onsdag.

Her fortæller udenrigsministeren og formanden for Moderaterne, hvorfor han aldrig har ville deltage i "spørgerunder om, hvor hårdt det er at være i politik, og hvor tit man bliver udsat for chikane og trusler".

- For jeg føler sådan set, at glæderne har oversteget sorgerne.

- Jeg føler egentlig, at der er en bredere accept og opbakning til vores politikere i det danske samfund, end man får indtryk af, når man følger den offentlige debat, siger Lars Løkke i lydbogen.

I stedet kalder Lars Løkke det et "enormt privilegium", at han siden han blev valgt til elevrådet i 5. klasse på Græsted Skole har "fået lov til at være med til at bestemme".

Lars Løkkes lydbog er fortalt til forfatter Kirsten Jacobsen. Hun var også forfatter til bogen "Befrielsens øjeblik" med Lars Løkke, der skabte store overskrifter under valgkampen i 2019.

Lydbogen udkommer i anledning af, at Lars Løkke fylder 60 år den 15. maj.

I knap 40 af de 60 år har han været folkevalgt. Som 21-årig blev han i 1985 valgt til byrådet i den daværende Græsted-Gilleleje Kommune. Han har også over to omgange været Danmarks statsminister.

De mange år i politik har også ført til en række omstridte og dårlige sager, som Lars Løkke gang på gang har genrejst sig fra.

Der har eksempelvis været bilagssagerne fra hans tid som amtsborgmester og minister, GGGI-sagen og formandsopgørene i Venstre i 2014 og 2019.

Efter Lars Løkke gik af som Venstre-formand i 2019, var han i en periode løsgænger i Folketinget, indtil han startede Moderaterne.

Det omtaler han i en lydbogen som et "forlænget frikvarter".

- Hvor jeg så egentlig troede, at jeg med stor appetit ville tage for mig i forhold til alt det andet, jeg ikke har prøvet. At tjene penge og den slags. Og det kunne lade sig gøre.

- Men jeg fandt ikke den store glæde i det. Det understreger for mig en pointe om, at jeg er i det her, fordi jeg ikke kan andet, siger Lars Løkke.

I næsten tre år, indtil han blev udenrigsminister, var Lars Løkke tilknyttet advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, mens han var folketingsmedlem.

/ritzau/

2024-05-07T13:44:18Z dg43tfdfdgfd